gaa i fragtfart derfra til udlandet, men kun kom smaaskuder fra Norge til Sverige med sild og andre fiskevarer som ladning. De norske skibe som ovenfor er opgivet at være kommet til Sverige i 1822 og 1823, er sandsynligvis omtrent alle kommet fra Norge, da der vistnok for mellemrigsordningen av 1825 saa godt som ikke kom norske skibe til Sverige fra ikke-norsk havn. Fra og med 1825 forandrede dette forhold sig, saaledes som det større tal for dette aar viser. Naar der ifølge tabellen i 1826–30 gik omtrent dobbelt saa mange norske fartøier fra Norge til Sverige som der kom tilbage fra samme land, har dette sin grund i at saa mange norske skibe gik fra Sverige i fragtfart til ikke-norsk havn og derfra vendte tilbage til Norge.
Danmark (undtagen Altona). Skibsfarten paa Danmark var væsentlig beskjæftiget med udførsel av trælast og indførsel av korn. Størstedelen av det danske korn som kom til Norge, indførtes i danske skibe. Trælasten blev derimod vistnok i stigende grad udført i norske skibe, idet norske skibes deltagelse i farten paa Danmark stadig var i vækst. Ifølge Kraft[1] var forholdet i 1815 det, at av 9227 trælastlæster som udskibedes til Danmark fra 6 byer ved Kristianiafjorden, og som udgjorde 47 pct. av Norges samlede trælastudførsel til Danmark i dette aar, førtes 14 pct. i norske skibe, 47 i danske og 39 i svenske; og av de 11236 trælastlæster som i 1817 udskibedes til Danmark fra samtlige byer ved Kristianiafjorden, og som sandsynligvis udgjorde adskillig over halvdelen av Norges trælastudførsel til Danmark i dette nar, førtes 26 pct. i norske, 17 i danske og 57 pct. i svenske skibe. Av disse Krafts opgaver kan man slutte, at i de første aar efter 1814 tog norske skibe langt mindre og svenske skibe langt
- ↑ Beskrivelse I–II.
