saare meget under det nærværende trykkende forhold, – – der forekommer departementet baade unaturligt og tillige at staa i aabenbar strid med landets interesse. Det vilde derfor være høist ønskeligt, om det saa billige nationale ønske om forandring i handelsforholdet mellem Norge og Danmark snarest mulig maatte vorde opfyldt«[1]. Og efterat der fra regjeringens side saaledes havde været arbeidet for denne sag i over 7 aar, fik den endelig sin løsning ved handelstraktaten med Danmark – der ligesom de andre handelstraktater ikke blev avsluttet med Norge alene, men ogsaa med Sverige – av 2. 11. 1826, som gav landene lige stilling til hverandre med hensyn til handel og skibsfart. Ved en erklæring av 20. 4. 1827 fra den danske regjering blev det end videre bestemt at norske skibe og varer i dem skulde behandles som mest begunstiget nations med hensyn til Øresundstolden.
At sagens ordning trak saa længe ud, havde vistnok sin grund i at Karl Johan saa med mistanke paa enhver tilnærmelse mellem Norge og Danmark. Derpaa var man selvfølgelig opmærksom ogsaa i samtiden. »Nogen handelstraktat med Sverige kommer neppe istand,« skrives der 18. 2. 1826 av J. G. Adler, den bekjendte medforfatter av det Adler-Falsenske grundlovsudkast[2]; »thi Carl Johan skjøtter ikke om at der skal være nogen ugeneret forbindelse, ikke engang handelsforbindelse, imellem Danmark og Norge.« Særlig maatte det under disse omstændigheder stille sig betænkeligt for Karl Johan at lade Norge træffe en ordning med Danmark, saalænge hindringerne for Norges skibsfart paa Sverige ikke var ryddet av veien, idet jo derved, ialfald forsaavidt skibsfarten angik, Norge kom til at blive stærkere knyttet til sin tidligere foreningsfælle end til sin nuværende og forsaavidt fik større øko-
