følge herav foreslaar departementet, at det henstilles til kongen at lade indhente opgaver om behandlingsmaaden av norske skibe og varer i dem i fremmede lande.
Saadanne opgaver indkom ogsaa, ialfald for endel lande. Men det kan ikke sees at der i de følgende aar fra norsk side blev gjort nogen forandring i den nævnte retning i forhold til de fremmede lande. Fra enkelte av de lande som her kom i betragtning, kom der saa faa av vedkommende lands skibe til Norge, at der ikke var anledning til med nogen virkning at øve gjengjæld for den mindre gunstige maade hvorpaa norske skibe blev behandlet i vedkommende land. Men i det hele var ganske vist forholdet det, at Norges økonomi var avhængig av at det i udlandet fandt aabne markeder for sine store udførselsartikler, og at det derfor overfor de lande med hvilke det havde sine vigtigste skibsfartsforbindelser, ikke var saaledes stillet, at det med eftertryk kunde kræve samme rettigheder for sine skibe som det tilstod deres. Dette siges ogsaa ligefrem i et foredrag av finansdepartementet av 29. 9. 1820[1], hvor det i anledning av en indkommen meddelelse fra gesanten i England og under hensyn til oplysninger som er meddelt departementet av Carsten Anker og som er omtalt nedenfor, udtales av departementet, at engelske skibe ikke burde være privilegeret i Norge; men av frygt for at skade Norges handel paa England og av hensyn til de i det engelske parlament paagaaende forhandlinger om trælasttolden foreslaar departementet at der for tiden intet foretages i sagens anledning.
Stortinget i 1821 gjorde et lidet heldigt skridt for at rette lidt paa disse forhold, idet det i en hemmelig adresse henstillede til kongen paany at træffe foranstaltning til en begunstigelse av norske skibe fremfor udenlandske i lig-
- ↑ Referatprotokol 25 nr. 467.
