De nyere Fiskevær er alle anlagte paa private Eiendomme
og har saaledes intet at gjøre med de gamle Fiskevær,
som eiedes af Kongen.
Foruden Fiskeværene er der en Mængde Udrorssteder overalt, hvorfra Fiske drives, og som ikke benævnes Fiskevær.
Det, som væsentlig skiller mellem de almindelige Fiskerleier eller Udrorssteder og Værene, er, at der paa de sidstnævnte i Regelen er Ret for Væreieren til at kjøbe Fisken, som opfiskes fra Været, til en af ham selv sat Pris. Denne Ret stammer ligesom Landvarden fra ældgammel Tid. Der tilkom nemlig Kongen Forkjøbsret til alt, som bragtes ind fra Havet. Naturligvis benyttede Kongen sig ikke af denne Retlag. Følgen heraf var, at den i Tidens Løb faldt bort i mange Vær, saaledes i alle Lofotværene. Men i andre derimod blev den opretholdt, og det tør være, at Fogderne har haft noget at sige her; thi de drev ofte Fiskehandel og optraadte da paa Kongens Vegne som Eiere af Værene. Vist er det, at i de sydligere Fiskevær er Retten bevaret. Ved Salg af Værene fulgte den med som en egen Herlighed. I de i den senere Tid anlagte Fiskevær grundes Retten til Forkjøb af Fisken naturligvis paa det private Eiendomsforhold. Den Strid, som herved er opstaat, ligger det udenfor dette Arbeides Plan at behandle.
Resultatet af denne Undersøgelse kan sammenfattes i følgende Sætninger:
1. Kongen eiede alle Fiskevær, idet disse regnedes til de ytre Almenninger.
2. Saadanne Fiskevær tilhørte Kysten fra og med Senjen til Nordre Søndmør.
3. Af Fiskeværene svaredes der af Udroerne en Afgift, Landvarde, af hver Udrorsbaad, oprindelig 5 Fiske, senere en fast Afgift.
