kriminal- og åstedssaker, som fikk sin behandling på bygdetingene.
Den middelalderske, for ikke å si gammelgermanske, fremgangsmåte i kriminalsaker ser en i bruk på et ting i Gausdal i 1547[1], hvor en mann fralagde sig en anklage for leiermål ved at »XII skellige dannemend paa bog suore mett fullen edstaff [formular]«, at han var uskyldig. Tinget blev ledet av fogden, og blev avholdt på »rette stevnstue i Gusdall«. I de fleste bygder synes det å ha vært en slik stevnestue. I 1537[2] nevnes f. eks. en på Brunlanes, i 1544[3] en på Ordost (i Båhuslen), i 1555[4] en i Lesja, i 1563[5] en på Vossevangen.
Bygdetingslagretter i åstedssaker møter man stadig vekk, i 1554 f. eks. en i Id på 24 mann[6]. Tallene er vekslende i alle den tids lagretter, men man holdt sig med forkjærlighet til slike, som er delelige med 6[7]. Fogden over Id skiprede var tilstede, likeså »flere gode mendt«, så man kan tale om et virkelig ting. Lagrettesmennene kaller dokumentet for sitt »åpne breve; konklusionen innledes med: »var det da vor fulde dom«. Det var ikke menn som lot sig tage ved næsen; et punkt i brevet lyder: »Samstundes wiiste os Niels Bleck en [merke] steen oc bad oss ransage hannom, wij och saa giorde, oc funde vnder samme steen ii stoore flintte stene och ett lithet stycke aff en bryne steen, oc som os siuntes thaa haffde icke samme tingeste lenge legat wnder samme
