Ved siden av å lede lagtingene hadde det som bekjent
i klassisk middelalder – om man tør uttrykke sig
således – vært lagmannens opgave å avgi kjennelser,
orskurd, overfor folk som henvendte sig til ham privat,
utenfor tingene. Avgivelsen av orskurd måtte vel avta,
eftersom det blev flere lagting og sessioner, men jeg kan
ikke se annet enn at Brandt har urett, når han sier[1] at
de »tilsidst ganske bortfaldt«, om han da lar det 16. århundrede
gå inn under dette tilsidst. At navnet orskurd
stadig brukes, kan man ganske visst ikke hefte sig ved;
det var nu ofte = dom[2].
I 1549[3] kunngjør lagmannen i Tønsberg, at en mann var kommet til ham og hadde spurt om ikke en farfar efter loven burde arve sin sønnesøn. »Tha sagde jegh hanom«, forteller lagmannen, »som ther star j erfde talet j thet første capitell Nw misser fader sonar sin dotter eder sona sonar. tha teker han arff effter taw nema taw eige skilgetin barn effter segh.« I henhold hertil erklærer han bonden for arving. Ordet orskurd er ikke brukt, men avgjørelsen kan vanskelig bringes under nogen annen kategori.
I 1562 har man et ganske lignende tilfelle[4]. Her er for den saks skyld ordet »lager ord skurd« brukt. En bonde var kommet til lagmannen i Skien, mens han opholdt sig på prestegården i Seljord, og hadde gjort ham et spørsmål i arveretten; lagmannen gav svar med påberopelse av vedkommende sted i loven[5].
- ↑ Ibid. s. 196.
- ↑ I en vending som »var thaa dannemandz domer oc myn lagher ordskurd« (D. N. IV s. 824, 1543) er forøvrig orskurd ikke brukt pleonastisk, men i sin oprinnelige betydning, om »paapegelsen og anvendelsen af det specielle lovbud, som blev gjort til en dom ved tingets tilslutning. Se Hertzbergs glossar.
- ↑ D. N. I s. 815.
- ↑ D. N. XI s. 804.
- ↑ Lignende orskurd D. N. IX s. 789 (1539) og XIII s. 821 (1565).
