saatter i Almindelighed saaledis, at alle de, som formedelst deris Dyd og Dygtighed af Os til noget Embede, eller Forretning, hvoraf de selv kand have nogen Ære og Berømmelse, vorde bestilte og antagne, alle foromrørte Privilegier, Friheder, Ære og Værdigheder nyde«. Alle love og forordninger, som ikke var optatt i loven, skulde opheves, og alle blev befalet aa rette sig efter den nu utgivne lov. Dommerne blev paabudt aa hjelpe hver mann til rette, den ringe og fattige saavelsom den høie og rike «paa det at Sandhed, Retfærdighed og Fred maa boe i Landet, og den retfærdige og højeste Dommeris Naade og Miskundhed mas styrkis og formeris over voris Kongl. Arve-Huus, vore Arve-Riger og Undersaatter til bestandig Velstand med timelig og ævig Velsignelse«.
Kristian 5.s lovbok har faatt adskillig ros, og det er for en del virkelig de gode grunnsetninger i den, som blir fremsatt i fortalen. Noget litteraturverk har man heller ikke nogen rett til aa kreve. Naar fortalen danner en saa lite opmuntrende lesning, er det først og fremst fordi den er holdt saa abstrakt. Den gir ingen ordentlig oplysning om gangen i lovarbeidet, skjønt den jo kommer inn paa det. Ikke engang et aarstall oplyser herom. Ogsaa det som sies om uteladelsene blir svævende, for det synes dels aa gjelde hvad der er utelatt av Kristian 4.s lov, og dels hvad man i all allmindeligbet kunde tenkes au savne. De uendelig lange perioder, baarne av lite haandgripelige partikler (f. eks. som Vi allernaadigst vare komne udi Erfaring; hvorved Vi alle forrige Love ... ville ganske have ophævede; Endeligen, som med Tidens Længde og Tungemaalets merkelig Forundring) bidrar ikke til aa gjøre det hele konkret.
At den mann som har skrevet det hele sammen, har været trænet i latin er en selvfølge. Setningsbygningen er alldeles unordisk. Men ordvalget er paafallende rent dansk. Endog tautologierne bestaar gjerne av to danske ord: overveiet og betænkt, Tarv og Nytte. Til arkaisering er det neppe spor, det maatte være i det stadig gjenlevende »ti«: Ti byde Vi og alvorligen befale. Likesom i den noget yngre svenske lovbok[1] er der i selve teksten flere trekk av arkaisering, f. eks. i bevaringen av betegnelsen »haulder«
- ↑ Hertzberg, Nordiske Retskilder s. 147.
