Hr. Næss mener, at den i 1521 nævnte Villum eller
Villem ikke var Sagmester, men kun Haandsagskjærer.
Det er ikke godt at vide, hvad han var, han kan være
begge Dele; noget afgjørende Bevis i saa Henseende ligger
hverken i Benævnelsen Sager eller i Betalingsmaaden.
Derimod maa det antages, at de Sagskjærere, som i 1577
sendtes til Østlandet, og ligesaa de, som sendtes til Ryfylke
og Lister, rimeligvis har skaaret med en af de ovenfor
omtalte simple Sager, som undertiden brugtes i visse
Tilfælde. Og vi ser tillige, hvilke disse Tilfælde er. Det
er Tale om Skibsbygning og Ekeskoger. Eken anvendtes
til Skibsbygning, og her kunde man ikke kløve Stokken
med Øksen, og desuden maatte man her være forsigtig
og ikke spilde for meget af Trævirket. Derfor har man
i dette Tilfelde brugt den yderst tarvelige Sag, som dreves
med Haanden. Vi kan gjætte os til, hvorledes den
har været beskaffen; den lignede den nævnte Sag paa
Finneloftet, men var mindre og plumpere. Bladet var af
Jern med staalsatte Tinder og temmelig tykt, og det var
et slitsomt Arbeide at drive det gjennem en Ekestok.
Der var ogsaa en anden Grund, som rimeligvis spillede ind her. Ekeskogerne laa ikke saaledes til, at man havde Vandkraft, eller om man havde den, saa var den ikke blevet udnyttet, og at anlægge en saadan kun til Brug for Eketømmer fandt man ikke regningsvarende.
Da Vandsagen blev almindelig, forsvandt disse her nævnte haanddrevne Sager, som praktisk talt havde været uden Betydning for Landet og kun var benyttet i særegne Tilfælde og da kanske helst af danske Arbeidere, som maa antages at have bragt Kunsten med sig fra Hjemlandet. Det er ikke saa utænkelig, at der netop i Danmark havde udviklet sig et Haandverk eller Arbeide som det nævnte; thi i Danmark havde man helst Ek og Bøk, og man maatte være forsigtig med Brugen af dem.
