Nærmere spekulationer over hvordan man skal kunne
tænke sig en slik almen odelstilegnelse i Trøndelagen, vil
neppe være meget frugtbare, og neppe heller synderlig betydningsfulde,
hvis den opfatningen som her er fremsat, er
rigtig. Ser man odelstilegnelsen som et direkte resultat
av erobringen og med sterk lokal begrænsning og opfatter
man videre sagaenes ord bokstavelig indenfor denne begrænsningen,
blir det ganske unødvendig å lete efter fremmede
forbilleder for »Haralds statsordning«, og da den
kongelige odelstilegnelsen i Trøndelagen bare fik en varighet
av et par menneskealdre og neppe heller fik nogen
varigere eftervirkninger[1], reduseres den hele historie til et
spørsmål av temmelig underordnet historisk betydning.
Derimot tør min opfatning av odelstilegnelsen bli av ikke liten vigtighet for hele bedømmelsen av Haralds kongedømme, idet hele sammenstillingen med de karolingiske og angelsachsiske rikene – utarbeidet navnlig av Sars, Hertzberg og Bugge – væsentlig bygger på tolkning av sagaberetningene om nefgildisskat og odelstilegnelse. Men en nærmere drøftelse av disse spørsmålene hører ikke hit.
- ↑ Med alle mulige forbehold kunde man kanske peke på den forskjel, det senere i middelalderen er på betegnelsene for jordskyld i Trøndelagen og andensteds i landet, idet her gårdens skyld gjerne angis i spanns- eller vættar-leiga mot andetsteds oftest ból (månedsmatsbol, markebol el. l.) (jfr. P. A. Munch, Beskr. over Konger. Norge i M. A., s. XX f). Det kunde peke på at jordleieforholdet var ældre og mere utbredt her end andensteds; men en slik terminologisk forskjel – som desuten slet ikke er helt gjennemført – behøver naturligvis ikke å skyldes reale forskjelligheter.
