møter personlig på tinget; efter 1262 går dette som skat til den norske kongen. Ættesagaer som Fostbrødrasaga og Ljosvetningasaga kjender denne avgiften helt tilbake i den egentlige sagatiden, og Snorre har opbevaret en tradition om at Olav den hellige krævet en slik nefgildesskat av islændingene. Det kan muligens være berettiget å nære en viss tvil om at denne skatten virkelig går helt tilbake til det 10. årh.; det vedkommer os ikke her. Det er ialfald klart at den er adskillig ældre end fra slutten av det 12. årh., og det er ganske greit hvorfor den kan være ældre på Island end i Danmark, Norge og Sverige: der hvilte det jo ingen ledingsbyrde på bønderne, og altinget var desuten ikke innrettet som en folkerepræsentation, men som en forsamling av samtlige bønder; den som ikke opfyldte sin møtepligt, kunde kjøpe sig fri mot en viss avgift – ut fra den samme tankegang som i hjemlandet førte til ledingens overgang fra vernepligt til skat – og efter selve sakens natur måtte det islandske tingfararkaup få en langt mere personlig karakter end den norske ledingsskatten som naturlig kom til å utredes kollektivt.
Likeså sikkert som at Fagrskinna er skrevet i Norge, er det nu vel også at forfatteren selv var islænding, og det er derfor ikke noget urimelig i at hans begreper om skatteforholdene på Island har sat sit præg på hans iøvrig helt abstrakte beretning om Haralds skattepålæg som Håkon den gode igjen ophævet[1]. Det måtte ligge ham nær å
- ↑ I Heimskringlas og Fagrskinnas fælles kilde for Håkons ledingsordning (en tapt Håkonssaga) har det bare ståt at Håkon fastsatte hvor mange og hvor store skib hvert fylke skulde stille til vern mot en utenlandsk hær, og at han ordnet med veter på de høieste fjeldtoppene, så hærbudet på 7 dager nådde fra den sydligste veten til det nordligste tinglaget på Hålogaland – ingenting om skibredeinddeling, ingenting om bøndernes pligt til å eie våben, ingenting om ophævelsen av nefgildesskatten.
