Hopp til innhold

Side:Historisk Tidsskrift (Norway), femte række, fjerde bind (1920).djvu/489

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
483
OM HARALD HÅRFAGRES TILEGNELSE AV ODELEN
rán mun seggr, hinns sína
selr út, í því telja,
flaums at fellidómi
fǫðurleifð konungs greifum.

»Det er bare en sak, de taler om: »min konge lægger sin eiendomsret over tegnenes odel«. De gjæve bønder reiser sig; han regner det for ran, den mand som efter en forhastet dom blir nødt til å utlevere sin fædrenearv til kongens grever«.

Som oplysninger til dette fortæller Snorre om hvordan kong Magnus konfiskerte en hel række gårder i Trøndelagen som hadde tilhørt hans far kong Olavs fiender, og det er her altså ganske klart hvad han mener med tilegnelse av odelen – ren og klar konfiskation.

I overensstemmelse med denne betydningen må man oversætte Snorres ord om Harald Hårfagres tilegnelse av odelen.

Da han skrev sit første historiske verk, den selvstændige Olav den helliges saga, fortalte han der følgende:

Þa er Haralldr konungr heriaði land oc atti orrostur þa eignaðiz hann sva vendiliga allt land oc oll oðol. bedi bygdir oc setr oc uteyiar eignaðiz hann sva markir allar oc alla avðn lanzens. voro allir buendr hans leigumenn oc landbuar.

Ganske den samme fortællingen, delvis med samme ord, finner vi i Egilssaga: I alle fylker tilegnet kong Harald sig al odel og alt land, bygget eller ubygget, likedan havet og vandene. Alle bønder skulde være hans leilændinger; alle de som ryddet skogene, og saltkarer og veidemænd både på sjø og på land og de skulde alle være ham underkastet. For denne trældoms skyld flygtet mange bort fra landet og da blev mange ødemarker vidt omkring bygget, både øst i Jemtland og Helsingland, og i Vesterland: Suder-