I den omfattende litteraturen[1] om Harald Hårfagres statsordning er der ét træk som slår en sterkt. Der er ingen brukbar løsning funnet på vanskelighetene. Snart sagt hver eneste norsk historiker fra Gerhard Schøning til nutiden har uttalt sig om saken, tildels i meget indgående undersøkelser, og alle har de med overbevisende kraft kritisert sine motstanderes synspunkter sønder og sammen; ingen av de positive forsøkene på en forklaring står for de andres kritik.
Så vigtig spørsmålet er, kan en likevel ikke opgi det helt, og det tør derfor være berettiget å ta det op igjen, trods alle vanskelighetene.
Den eneste rigtige metoden er vel den som Yngvar Nielsen (og tildels Gustav Storm) har fulgt; å begynde med en kritisk sondring av kilderne, og trods Hertzbergs og Tarangers indvendinger har Y. Nielsen sikkert også ret i sin sondring mellem en »islandsk« og en »norsk« tradition. Videre har Y. Nielsen ret i at den »norske« traditionen – Theodricus Monachus, Historia Norwegiae, Ágrip og Fagrskinna – ikke kjender noget til Haralds odelstilegnelse; den fins bare i den »islandske« traditionen hos Snorre og i Egilssaga[2].
