I striden mellem Harald Gille og Magnus Blinde er
det tydelig, at Harald støtter sig til Viken, Magnus til
Trøndelagen (»La os fare nord til Trondheim, der hvor
landets styrke er mest for oss«, sier Sigurd Sigurdson til
Magnus). Sigurd Slembe hører gjennem sin mor Tora,
Sakse i Viks datter, til en av de gjæveste ætter i Trøndelagen
og finder sine tilhængere der. Men det nytter
litet; for efter Harald Gilles død blir hans søn, Sigurd
Munn, som hadde været fostret nord i Trøndelagen, tat
til konge der. Baade han og siden hans søn Haakon
Herdebreid hadde altid sin støtte der. Hvormegen tradition
der er i partiene, viser sig ganske karakteristisk derved,
at til Haakon Herdebreids mere fremtrædende mænd
hører Aaskell paa Forland (paa Nordmøre); øiensynlig en
ætling av lendermanden Egil paa Forland, som nogen og
seksti aar før var blit hængt under Steigar-Tores oprør[1].
Efter Haakon Herdebreids fald blev Magnus Erlingsson tat til konge paa Øreting; men Erling Skakke vaaget ikke bli i Nidaros; »ti det tyktes han:, at trønderne ikke var aa tro paa for ham og hans søn«. – Den næste oprørskongen, Sigurd Munns søn Sigurd Markusfostre, reiser sig mot Erling og Magnus kort efter Haakons fald og er en ren oplændingekonge. Vikverjerne derimot »var kong Magnus’s og Erlings fuldkomne venner; det voldte kong Inge Haraldssons vennesælhet mest; ti vikverjerne hadde med sin styrke stadig tjent under det skjold«, mens
- ↑ Jfr. ogsaa, at de to eneste kjendte Haakoner fra midten av det 12. aarh., Haakon Pungelta og Haakon Mage, begge dattersønner av Aslak Erlingsson paa Sole og derigjennem nedstammende fra Lade-ætten, hører til Trønder-partiet, den første til Sigurd Slembes, den andre til Sigurd Munns tilhængere; Haakon Mage var historikeren Eirik Oddssons hjemmelsmand og har kanske oprindelig git traditionen dens sterkt trøndske farve.
