Under enhver omstændighet har fortællingen om
denne oprørskongen Svein en ikke liten interesse derved,
at den viser, at det slet ikke var givet, at bare kongssønner
kunde bli tat til konger; vi skal siden, i fortællingen om
Olav Gudbrandsson Ugæva, se et eksempel til paa det
samme; og man fristes til at anta at denne lære
først er opstillet av Sverre og hans tilhængere til bruk
for kampen mot Magnus Erlingsson. Baade i Danmarks
og Sveriges historie i det 11–12. aarh. har vi ogsaa
flere eksempler paa, at høiættede mænd utenfor kongsætten
har været tat til konger (Svein Ulvsson[1], Erik Lam,
Sverker, Erik den hellige). –
Steigar-Tores og Sveins oprør blev imidlertid snart slaat ned av Magnus, og denne tok haard hevn over trønderne. Tore blev hængt, men kongsemnet undkom og rømte til Danmark, indtil han kom i forlik med den næste trønderkongen, Magnus Barfots søn Eystein, som »tok ham til naade og gjorde ham til sin skutelsvein og holdt ham i venskap og hæder – ogsaa et sterkt vidnesbyrd om, at han maa ha hørt til en meget fornem æt i Trøndelagen, og hvad kan det være andet end Ladeætten?
Efter Magnus’s død skiftet hans sønner landet imellem sig, slik at Eystein hadde den nordre del og Sigurd den søndre. Trønderkongen Eystein, som vandt Jemtland for Norge, som lettet forbindelsen over Dovre mellem Trøndelagen og Oplandene, og som bygget havn ved Agdenes, ved indløpet til Trondhjemsfjorden, overtok traditionene efter den forrige trønderkongen Haakon Toresfostre, ved at gifte sig med Steigar-Tores sønnedatter Ingebjorg.
- ↑ Alt Snorre har været opmerksom paa parallellen mellem Magnus Erlingssons og Svein Ulvssons ret til tronen og lar Erling Skakke argumentere med den i sin diskussion med erkebiskop Eystein om Magnus kroning.
