øerne, som fra ældgammel tid hørte til Skotland, men ogsaa Man. Allerede i slutningen av 1250-aarene hadde, kan vi se, kongen paa Man henvendt sig til den engelske konge med bøn om hjælp mot den skotske konge (nr. 270). Hadde Haakon Haakonsson ikke gjort sit tog til Skotland, vilde rimeligvis den skotske konge uten videre ha underlagt sig Suderøerne. Vi ser av et brev fra Henrik III til kongen av Skotlands raad at kong Alexander alt vaaren 1263, altsaa før Haakons tog, hadde planlagt et tog til øerne (nr. 273).
Skotlandstoget var en ikke liten kraftanstrengelse for Norge. Men det var en fuldstændig unyttig færd, og vidner som saa meget andet i denne konges liv om at drømme om at gjenvinde svunden storhet for ham var vigtigere end det virkelige livs krav. Herredømmet over Man og Suderøerne hadde neppe nogensinde utenfor Magnus Barfots tid hat nogen haandgripelig betydning for Norge, og øerne hadde i 1263 i virkeligheten længe været tapt for vort land.
Nordmændene hadde paa de fleste av øerne bare utgjort den herskende klasse. Alene paa Skye og et par av de nordlige Hebrider hadde de helt fortrængt den oprindelige gæliske befolkning. Men litt efter litt begyndte det gæliske folkeslag paany at trænge frem og brede sig. Selv kongeætten paa Man mistet litt efter litt følelsen av sin norrøne herkomst. Flere av dens medlemmer bar i det 13de aarh. gæliske tilnavne,som Godredus Donn[1] og Olavus Duff (Olav Svarte). Sumarlides æt, som hersket paa de nordlige Hebrider, var næsten helt gælisk.
Under slike forhold vilde det, selv om Haakon Haakonssons Skotlandstog hadde været seierrigt, ha været
- ↑ Chron. Regum Manniæ, s. 20. Donn betyr baade »konge, fyrste« og »brun«.
