kong Haakons mistanke[1]. Han kaldte derfor kong Harald til Norge. Denne adlød straks budet og kom til Norge, hvor han blev gift med Haakons datter fru Cæcilia. Men paa tilbakeveien led, som bekjendt, de nygifte skibbrud og druknet nær Hjaltland. Forholdet mellem Man og Norge maa dog paa en eller anden maate være blit nærmere ordnet, og den engelske konge har anerkjendt den norske konges overhøihet over Man. I et brev av 14de nov. 1251 til sin justitiarius i Irland (nr. 251) kalder nemlig Henrik III uttrykkelig øen Man for den norske konges eiendom (terram dilecti nobis domini Regis Norwagie in insula de Manniae). Dette brev er skrevet i anledning av at Magnus’ søn Olav Svarte (Magnus filius Olavi Duf)[2] tænkte paa at gjøre indfald paa Man, hvilket kong Henrik vilde hindre. Den samme Magnus blev dog tilslut konge paa Man og fik 23de april 1253 leide av den engelske konge for at drage gjennem England til Norge (nr. 258). Der hyldet ogsaa han kong Haakon som sin overherre. Dette hindret ham dog ikke fra i 1256 at avlægge lensed til den engelske konge, som slog ham til ridder (nr. 266, jfr. nr. 262).
Saaledes faar vi gjennem aktstykkerne et tydelig indtryk av hvordan forholdet mellem Man og Norge litt efter litt løstes og øen naturlig gled ind under overhøihet av England, som den jo ogsaa tilslut kom til at tilhøre[3]. Derimot gir de bevarte breve intet billede av hvordan Suderøerne kom ind under Skotland. De skotske konger har dog længe hat planer om at vinde ikke bare Suder-
- ↑ Det norske Folks Historie IV1, s. 59.
- ↑ Duf er det irske dubh »sort«.
- ↑ De bevarte aktstykker tyder snarest paa, at keltisk i det 13de aarh. var det sprog som almindelig taltes paa Man; jfr. navne som Olavus Duf, Fogal Mac Hasecatt (Monum. II, s. 92). Alene paa Lewis synes gælisk at ha været helt utryddet.
