istemme alle de overdrivelser, som ere fremkomne derom. Således er det pudsigt ut se, hvorledes det atter og atter, selv hos kritiske forfattere, er kommet frem, at Kristian IV på denne rejse besøgte alle Norges havne lige til Kola, skønt de samtidige kilder kun vide om, at han inden Norges nuværende område besøgte tre, Flekkerø, Vardø og Bergen. Den ene har her blot udskrevet den anden uden at erindre, et en sådan undersøgelse for det første aldeles ikke var rejsens øjemed, og at den desuden vilde have krævet en ganske anden tid, da der er temmelig mange havne mellem Flekkerø og Kildin.
Fem og tyve besøg i en tid af seksti år er vistnok betydelig mindre end femti, men dog langt flere, end både Kristian IVs forfædre og efterkommere lige til 1814 aflagde i Norge. Den, der i denne henseende kommer ham nærmest, er Kristian V, der ialt var her tre gange, to som kronprins og en som konge; de fleste øvrige regenter af det oldenburgske kongehus efter Kristian II vare her enten en eller to gange, og nogle satte endog aldrig sin fod på norsk grund. Kristian IV har således ubetinget været den Oldenburger, som har vist Norge den største interesse, skønt denne neppe har været så stor, som undertiden har været antagen; når således Holberg i sin Danmarks historie (II, 882) fortæller, „at hans majestæt havde stedse båret en særdeles affektion til de Norske, sær efter denne sidste krig, da han havde seet så store prøver på deres troskab og tapperhed“, da er dette vistnok mere et bevis på Holbergs stolthed over sine landsmænd end på hans evne til at levere et korrekt billede af Kristian IVs personlighed. Hvad han for øvrigt anfører som støtte for sin påstand, er ialfald snarere et bevis for det modsatte.
