til hans Tjeneste. Conrad Hesse, Schultheiss i Marburg, skriver fra Telget ved Münster til sin Herre, Landgreve Philip, den 5 Juni 1534, at de Knegte, som man haabede at erholde fra Stiftet Bremen til den Münsterske Krig, førtes nordover af en vis „Ubbeleither“ (udentvivl Everhard Ovelaker eller Ubelacher, den i Nordens Historie noksom bekjendte Oberst), og at der i den biskopelige Leir har indfundet sig „En ved Navn Melchior Rantzen eller Rantzau, Kongen af Danmarks[1] Marskalk“, som beder om Tilladelse til at hverve de Knegte, som her kunde undværes, til sin Herres Tjeneste. Conrad Hesse er ikke utilbøielig til at mene, at endel nysankomne Knegte, som tidligere have tjent Kong Ferdinand, nok uden Skade kunde afgives til „Kongen af Danmark“, da man paa den Maade bedst sikrede sig for, at Fienden kunde lokke dem over til sig[2].
I det følgende Aar, 1535, støder man paa en dansk Eventyrer, en Adelsmand „Bill“ (Bilde eller Bild?), der afvexlende har kjæmpet mod og for Gjendøberne, ja endog en Tid været en af Kong Johans Drabanter. Biskop Frantz af Münster skriver til Landgreven af Hessen (Wolbeck 3Febr. 1535), at „einer, schiltbordiges herkommens, uth Dennemarck boirdich, Bill genant, de na dem afgegangen storme uns up einen scharmutzel durch de Munsterschen afgefangen und ingefort, van sinen hoepluden bevelhebbern und gemeinen knechten voir redlich und from geroemt und erkant, mit genouwer praetick uth der stat gefallen, voir uns und de oversten und krigessrede gebracht, und under andern de kuntschop und antzeigunge gedain &c. (handler om Gjendøbernes Forsøg paa at lokke Krigsfolk til sig mod Løfte om høi Sold)[3].
