man paa mange Steder i Tydskland viser den evige Jødes store Sko, saa er dette strax et Minde om Guden Vidars store Sko[1]; naar hos os Ullr var Jagtgud og St. Hubert i Tydskland og Frankrige er Jægernes Helgen, saa er det et Bevis for, at den sidste kun er et Substitut for den første[2]; naar i Digte fra 13de Aarhundrede Wolfdietrich hevner Keiser Ortuits Død, saa staar disse Sagnhelte kun istedenfor de ældre Guder Balder og Vale[3]; naar i et tysk Eventyr en Røver fanger en Jomfru og afklipper hendes „gyldne Haar“, er dette naturligvis en Reminiscens af Loke, som klipper Sifs Guldhaar af o. s. v. Kun Skade, at disse Mythologer aldrig kan blive enige: naar den ene i „Sigurd Favnesbane“ ser en ældre Frøj, finder den anden, at han er en formummet Odin; naar en i „Vilhelm Tell“ gjenkjender Heimdall[4], finder en anden at han er en oprindelig Solgud[5], med andre Ord, i den Grimmske Skole er indkommen den samme Vilkaarlighed som i de ældre mythologiske Forsøg, og Modstandere af enhver mythisk Forskning har med Rette kunnet anklage ogsaa Grimms Skole for „unmethodisches Treiben“. En af de faa, som tør siges at have holdt sig nogenlunde fri for Udskejelserne og at have ført Grimms Tanker videre, er P. A. Munch. Han gjorde det første videnskabelige Forsøg paa at skille mellem de ældre og nyere Bestanddele i de nordiske og tyske Myther og grundlægge en germanisk Mythehistorie. Vistnok havde han ikke ganske løsrevet sig fra Paavirkning
