disses første og anseeligste autoriteter paa historiens og retshistoriens omraade. Saa hyppig end Maurer ide senere aar ogsaa hos os er bleven nævnt og citeret, turde hans livsforhold imidlertid her i landet fremdeles kun være nærmere kjendt og hans virksomhed tilbørlig vurderet inden en ringe kreds af fagmænd og en udførligere udsigt derover synes mindes at maatte kunne paaregne at blive modtaget med interesse.
Blandt de mænd, der med ligesaa megen iver som begavelse og lærdom i aarhundredets begyndelse sluttede sig til det opvaagnende germanistiske retsstudium, og som tillige fandt sig opfordret til at benytte nordiske kilder under sin forskning, var der en præstesøn fra Rhinpfalz ved navn Georg Ludvig Maurer. Han blev 1826 professor i retshistorie ved Münchens universitet og forblev i denne stilling ogsaa, efter at Eichhorn havde opfordret ham til at blive hans eftermand som universitetslærer i Göttingen. Hans fremragende evner benyttedes snart ogsaa i statstjenesten; han udnævntes til rigsraad, d. e. medlem af landdagens første kammer, og til statsraad, og da den bayerske prinds Otto i 1832 blev græsk konge, indsattes Maurer i det regentskab, der skulde styre det nye rige i kongens mindreaarighed. Efter to aars ophold i Grækenland, af hvis retsvæsen og lovværk han gjorde sig høit fortjent, kaldtes han tilbage og levede siden i München som et virksomt medlem af statsraadet og rigsraadet, i hvis justitskomité han lige til sin død var formand. I 1847 fungerede han under de forviklinger, der gik forud for kong Ludvigs thronfrasigelse, i tre tjerdingaar som justits- og udenrigsminister. Ved siden af denne utrættelige statsmandsvirksomhed fortsatte han imidlertid med den største kraft sine videnskabelige arbeider, og da han vaaren 1872 afgik ved døden i en alder af 82 aar, havde han, ved siden af en række mindre skrifter, netop faaet fuldendt den egentlige stamme i sit store hovedværk, der under de fortløbende titler, Geschichte der Markverfassung, der Hofverfssung, der Dorfverfassung og der Stadtverfassung in Deutschland, i 12 store bind (Erlangen 1854–71) giver en vistnok noget lapidarisk, men af lærdom bugnende og høist instruktiv fremstilling af de tyske land- og bykommuners retslige udvikling. Den grundtanke, hvoraf han i dette arbeide gjennemgaaende lod sig lede, nemlig, at gaard- og landsbyforfatningen er voxet frem af markforholdene, og at byforfatningen igjen danner et skridt videre i den
