og i Februar 1555 fik Gaute Norweger et lignende Exspectancebrev paa Nordmøres Len.[1]
Denne sidste kom ikke til at vente længe, inden Fru Inger gjorde ham Plads, thi i Aaret 1555 døde den gamle Frue, dog ikke, som man skulde tro, paa sin Gaard af Alderdom og Skrøbelighed, men ved en ulykkelig Hændelse paa en Reise til Bergen, hvorhen hun havde begivet sig „for at forsvare sit Gods imod godt Folks Tiltale,“ altsaa til et Lagthing. Hun var ledsaget af sin Datter Lucie, dennes Datter Gundel samt Jomfru Karen, en ung Datter af Biskop Hans Gaas i Throndhjem. Da de vare komne til Søvdefjorden paa Søndmøre, opkom et Uveir, under hvilket Skibet forliste og de Ombordværende druknede; ved samme Leilighed gik de medbragte Breve og Documenter til Grunde. Ligene bleve dog gjenfundne og jordede i Ørlandets Hovedkirke. Saa mægtig og anseet Fru Inger end var, findes dog, saavidt hidtil bekjendt, hendes Død ikke omtalt i noget samtidigt Skrift eller i noget levnet Brev. Ingen Kundskab om hendes Døds Tid eller Maade skulde altsaa have naaet ned til os, ifald ikke henved firsindstyve Aar senere hendes Dattersøns Søn, cantsler Jens Bjelke, da han i Aaret 1632 besøgte sin Ættegaard Østraat, havde anbragt i Viklems Hovedkirke paa Ørlandet et Par Skilderier og nogle Vers til Minde om sin Fader Aage Bjelke og sin Stammoder Fru Inger. Viklems Kirke brændte i 1766, men til alt Held vare Indskrifterne afskrevne og saaledes bevarede. Hvad der her vedkommer os, er den nedre Del af Hovedtavlen, hvor der var fremstillet en seilende Jagt, hvoraf Halvdelen næsten er sunken; paa Fartøiet saaes „fem bedrøvede Fruentimmer med oprakte Hænder og to af Skibsfolkene“. Under læstes med forgyldte Bogstaver:
- ↑ Norske Rigsregistr., I. 165, 181.
