Side:Historisk Tidsskrift (Norway), første Række, tredie Bind (1875).djvu/378

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

i den forete Tid af Frederik den Førstes Regjering, muligens endog før, var han kommen op til Norge i en underordnet Tjeneste. Han havde været Kjøgemester hos den bekjendte, men lidet hæderlige Oslobiskop Hans Mule og var hos sin Herre, dengang denne i September 1524 forliste og druknede udenfor Vestervig Kloster i Jylland. Frederik den Første sendte ham da op til Oslo med Ordre angaaende Akershus’s Slotslov, der havde været Biskopen betroet, og han fik selv kort efter et Par Len i det sydlige Norge, men Vincents Lunge tog dem kort efter fra ham.[1] I 1528 drev imidlertid Peder det til at faa Forleningsbrev paa Nedenæs Len uden Afgift i sex Aar, og da han under Grevefeiden drog til Danmark og tjente Christian den Tredie i Søkrigen, fik han Forleningen fornyet; han kaldes ved den Leilighed Kongens Hofsinde. I 1536 opnaaede han endog at blive Slotsherre paa Akershus, der var blevet ledigt, da Erik Gyldenstjerne havde begivet sig til Danmark. Morten Krabbe og Erik Ugerup som i Mellemtiden havde havt Befalingen paa Akershus, maatte aflevere det til ham.[2] Sandsynligvis har dog Kongen, der var i stor Pengetrang efter Grevefeiden, baade af Peder og af Thord Rod, som Aaret efter var heldig nok til at faa Bergenhus efter Eske Bilde, forlangt meget høiere Afgift og fordret langt nøiagtigere Regnskab, end de forrige høiadelige Lensherrer havde været vante til, og dette er vel egentlig

  1. Allen, De tre n. R. Hist., V. 2, 252, 256. Hans Mules Død omtales af Messenius (Scondia, V. 22) ganske rigtig under 1524, men han maa senere hen have forvexlet Eftermanden Hans Reff med Hans Mule, idet han under 1536 (ibid. 77) ogsaa lader Hans Reff finde Døden i Bølgerne. Han tillægger den besynderlige Fortælling, at endel norske Rigsraader (optimates), som havde været tilstede ved Herredagen i Kjøbenhavn 1536 (??), druknede, idet de Danske paa en svigefuld Maade havde boret Hul i deres Skibe, (navibus clanculum perforatis, ut quidam referunt scriptores).
  2. Norske Rigsregistranter, I. 15, 41. 47–48. Dipl. Norv., III. 618.