bliver ubegribeligt, at Erkebispen, der nu i et halvt Aar havde havt Nils Lykke i sin Magt, just skulde have saadan Hast med at faa ham dræbt Juleaften, altsaa netop medens han ventede Rigsraaderne fra Oslo, hos hvem naturligvis en saadan Begivenhed, naar de fik den at høre, maatte vække Mistanke og Studsen; det skulde da være, at de søndenfjeldske Herrer skulde ville forlange at tale med ham, og at han da skulde kunne gjøre dem Meddelelser, ubehagelige for Erkebispen. At denne har ladet røge en Mand ihjel, det vil vel sige ladet ham kvæle ved Kuldamp, lader jo ogsaa høist forunderligt, medmindre Olaf fra Begyndelsen af har forsøgt at give Kvælningen Udseende af et ved Uagtsomhed indtruffet Ulykkestilfælde, og det saa bagefter er kommet op, at han selv havde givet Befaling til paa denne Maade at skille Fangen ved Livet.
De nærmest følgende Hændelser i Norge skulle vi her ikke fortælle. Vi erindre kun om deres Hovedtræk. Olaf Ingebrigtssøn begyndte, strax efter voldsomt at have sprængt Rigsraadet, en ny Feide, der, om man saa vil, kan kaldes den tredie erkebiskopelige. Han sendte Folk baade mod Bergenhus, under Christopher Throndssøn, og over Dovre mod Akershus, under Einar Tjeld; thi det gjaldt at sikre sig Hovedfæstningerne for at kunne overlevere disse til Pfalzgreven. Begge Forsøg mislykkedes, hvorpaa Erkebispen, som vi alt have nævnt, indlod sig i Underhandlinger med sine Fanger paa Tuterøen, løslod dem og atter forsøgte at nærme sig Christian den Tredie. Endnu paatænktes virkelig en ny norsk Herredag i Bergen, men i Slutningen af Juli overgav Kjøbenhavn sig til Christian den Tredie, og dermed var hele Danmark i hans Hænder. Kort derpaa udførte Kongen sit store Statscoup og afskaffede for bestandig Herrebisperne i Danmark. Selvfølgelig maatte han nu gjennemføre den samme
