Tuterøen, for at tilse og pleie hans moderløse Børn. Efter Datidens Tænkemaade og Kirkeret betragtedes Svoger og Svigerinde ganske som Broder og Søster; Ægteskab mellem dem var strængelig forbudt, og et Leiermaal ansaaes lige med Blodskam og benævntes Kjetteri. Men den romerske Kirke stod nu paa faldende Fod, dens Eiendomme plyndredes jo daglig ustraffet, og Hr. Nils og Lucie vovede derfor at haabe paa Muligheden af at faa sit Ønske opfyldt. Hr. Nils tog sin Tilflugt til „forstandige lærde Mænd“, navnlig til Erkebispen, og mærkelig nok gav denne, der dog i dette Tilfælde skulde formodes at tænke strængere end Lægfolk, ham Haab, ja han blev endog hans Talsmand hos Familien. Denne Erkebispens Anbefaling er virkelig saa paafaldende, at man fristes til at sætte den i Forbindelse med, at han netop samtidig, og uden at man ellers kan begribe Grunden, modtog i Forvaring paa Stenviksholm en Kiste med Værdisager, tilhørende Nils Lykke. Der blev vel givet Bevis for den som for et Depositum, men det kunde dog nok tænkes, at Meningen har været den, at Erkebispen skulde beholde det Hele, ifald det lykkedes ham at faa sat Giftermaalet igjennem.[1] Dog, hvorom alting er, da Hr. Vincents Lunge, der, som gift med Nils Henrikssøns ældste Datter, Margrete, ansaaes som Familiens egentlige Værge, paa en Reise fra sit Len Jemtelend besøgte Erkebispen paa Stenviksholm, og denne da frembar Hr. Nils’s Ønske, fik han et bestemt Nei. Vincents drog nu til Tuterøen, hvorhen Erkebispen synes at have fulgt ham, og Nils gjentog der personlig sit Frieri, men med samme Udfald; ikke bedre gik det i Throndhjem, hvor Nils lod Vincents anmode gjennem sin Svigerinde Fru Margrete. Dette
- ↑ Erkebispens Kvittering af 2den Mai 1534 i Dipl. Norv., V. 798.
