tvertimod som den, der allerede var deres lovlige Herre, og Vincents fik sine søndenfjeldske Colleger vel ikke til at erkjende ham som Konge uden Valg, men dog til at udstede et Valgbrev af 13de Mai 1535. Erkebispen, som naturligvis var bange for at faa en afgjort lutheransk Konge, vilde derimod idetmindste betænke sig en Tid, og det var heller ikke at undres over, thi endnu var Udfaldet af Kampen mellem Christian og Greven ingenlunde afgjort; man havde endnu ikke oplevet Slaget ved Øxnebjerg den 11te Juni 1535. Erkebispen vilde have en Herredag samlet i Throndhjem, først til Trinitatis, siden til St. Hans, men denne kom ikke sammen hverken til den første eller anden Termin.
Fru Ingers anden Svigersøn, Erik Ugerup, fulgte Erik Gyldenstjerne til Danmark for at deltage i Søkrigen imod Lybekkerne, ledsaget ogsaa af et Par mindre betydelige Adelsmænd fra Norge, Peder Hanssøn og Jens Splid,[1] som vi senere ville faa Anledning til nærmere at omtale. Jens Splid var sandsynligvis Høvedsmand for den Udrustning, som Vincents Lunge havde foranstaltet, thi, som vi allerede leilighedsvis have bemærket, stod han i Hr. Vincents’s Tjeneste.
Men om den tredie Svigersøn, Hr. Nils Lykke, have vi Ting af en helt anden Natur at berette. Nils var i 1532 bleven Enkemand, men kort efter Fru Elines Død forelskede han sig i dennes yngste Søster, Jomfru Lucie, og hun sig igjen i ham; man tør maaske vove den Formodning, at Jomfruen har opholdt sig i Nils Lykkes Hus, enten paa Fosen eller
- ↑ Garde, den dansk-norske Sømagts Historie fra 1535–1700, S. 18, jvfr. Danske Samll., 2, 303. Der var i November 1535 (utrykt Brev i Münch.-Saml. i Rigsarch. No. 3336) Tale om, at Erik formodentlig som Belønning skulde have faaet Vardberg Len i Halland, hvorfra da vistnok Truid Ulfstand, der havde hyldet Grev Christopher, skulde have været afsat, et Len, der vilde have været bekvemt for Erik, der selv var en Hallandsfar.
