Gustav Trolle, nu bereiste Norge. Gustav Trolle kom til ham om Høsten 1531, og skjønt man sagtens bestræbte sig for at holde denne Gjest skjult, blev hans Ophold hos Erkebispen dog bekjendt; Eske Bilde skrev Olaf til derom i Slutningen af September og lod ham forstaa, at han vilde handle klogest i at opofre Gustav Trolle.[1] Erkebispen havde imidlertid indladt sig altfor dybt med Christiern og beholdt Trolle hos sig. I Begyndelsen af November 1531 kom, som bekjendt, den landflygtige Konge tilbage til Norge med en stor Hær, og Erkebiskop Olaf gik nu formelig og aabenbart over til sin gamle Herre.
Meget faa af Christierns gamle Undersaatter vare ham i den Grad forhadte som Vincents Lunge, og Kongen havde allerede for flere Aar tilbage paalagt sine Tjenere, at de, ifald det kunde lykkes dem at overrumple Bergenhus, fremfor Alt maatte sørge for, at Dr. Vincents levende kom i hans Hænder.[2] Dette vidste ogsaa Vincents godt; thi han skriver ved denne Tid i et Brev til Eske Bilde, at de, hvem Kongen især vilde tillivs, vare Tyge Krabbe, Johan Urne og ham selv.[3] Ogsaa paa Hr. Nils Lykke var Christiern stærkt forbitret, og det kan ikke undre os, at begge disse Svogre hørte til dem, mod hvem han strax vilde have taget Forholdsregler. Den første Januar 1532 udgik fra Oslo Befaling til Erkebiskop Olaf, at han skulde feide paa „hans og Kronens Fiender“ Hr. Vincents, Fru Inger og Hr. Nils, og Dagen efter meddelte han Erkebispen Forleningsbrev paa hele Thrøndelagen, altsaa blandt andet paa Nils’s og Fru Ingers
Len der, samt paa Jemteland, der var i Vincents’s Hænder.[4]
