Mand, havde i den senere Tid havt Tønsberg Len og boede paa Gaarden Ulen; han kastede begjærlige Blikke paa St. Olafs Kloster i Tønsberg og fik det 1532. Nils Lykke begyndte at tilegne sig Cistercienserklosteret paa Tuterøen. Selv vilde endelig Fru Inger bemægtige sig Nonneklosteret paa Rein, der laa saa bekvemt i hendes Naboskab.
Ved et Besøg, hun engang aflagde i Klosteret, klagede (fortæller hun selv) Abbedissen, Fru Karine, og Søstrene for hende over Stiftelsens elendige Forfatning og de faldefærdige Bygninger. Da de selv ikke formaaede at raade Bod paa disse Misligheder, enedes man om at vælge Fru Inger til Klosterets „Forstanderske“, hun skulde da „hjelpe Klosteret til Bygning, forsørge de fattige Søstre med Klæde og Føde og holde en god ordentlig Skik og christeligt Regimente“. Dette saa nu meget smukt og uegennyttigt ud, men i Virkeligheden var det naturligvis Fru Ingers Hensigt som „Forstanderske“ at tilegne sig Klosterets Jordegods og Eiendele. Erkebiskop Olaf lod derfor udtage af Klosteret forskjelligt af dets værdifuldeste Løsøre, deriblandt en Guldkalk, som i sin Tid var skjenket af en norsk Dronning, sandsynligvis Margrete Skulesdatter. Strax begav nu Fru Inger sig paany til Rein, hvor hun lod Abbedissen og Søstrene erklære, at dette havde Erkebispen gjort mod deres villie. Idet hun nu ogsaa søgte Kongen om at faa Bekræftelse paa Overenskomsten med Nonnerne, lod hun sin Svigersøn Nils Lykke skrive til Erkebispen (April 1531) med Forestillinger om, at Reins Kloster var stiftet og udstyret af hendes Forfædre; selv forsikrede hun ogsaa denne om sine redelige Hensigter med Klosteret og vovede at tilføie, at hun ikke vidste rettere, end at Kongen raadede over Klostre i verdslig Henseende og Erkebispen kun i aandelig. Hun søgte ogsaa Bistand i denne Sag hos sin Mands uægte
