stod i et saadant Forhold til Fru Inger og hendes Døtre, at de gjensidig kaldte hinanden „Søster“,[1] et dengang almindeligt Fortrolighedsudtryk mellem Damer, saaledes som endnu „Broder“ blandt Mænd i Sverige. Fru Margrete, Hr. Vincents’s Hustru, sendte Fru Sophie Foræringer, som f. Ex. Vildt, som hun selv havde fældet paa Jagten.[2] Af og til var der dog naturligvis Rivninger, men Vincents’s Begjærlighed efter sit gamle Hovedlen er dog vistnok bleven meget formildet derved, at han vidste, at Eske gjerne ønskede at forlade Norge. Da nemlig Henrik Krummedike var død 1530, og Enken, Fru Anne Rud, høilig tiltrængte sin Svigersøn Eskes Hjelp ved Bestyrelsen af de meget store Eiendomme, begyndte denne at længes efter Danmark. Der var i 1530 ogsaa Tale om, at Eske skulde afløse Johan Urne, som var Befalingsmand i Kjøbenhavn,[3] men heraf blev Intet, og Omstændighederne bevirkede, at Eske endnu længe forblev paa Bergenhus.
Fruen paa Østraat og hendes Svigersønner havde ellers ved denne Tid især sine Øine henvendte paa Klostrene. De vilde tilrive sig hver sit af disse rige Stiftelser. Vincents nøiede sig ikke med Nonneseter og sin Part af Dominikanerklosterets Gods, ei heller med de Gaarde, han synes at have bemægtiget sig fra Munkeliv, han vilde ogsaa have Utstein ved Stavanger, fortrængte Abbeden og indsatte en af sine Tjenere, Jens Splid; i Anledning heraf havde han 1531
Strid med Biskop Hoskold. Erik Ugerup, Anna Nilsdatters
- ↑ Se f. Ex. Brev fra Fru Inger til sin „Søster“ Fru Sophie, i Klevenfeldts Samll.
- ↑ Allen, De tre nord. R. Hist., IV. 181, 306.
- ↑ Vedel-Simonsen, Familieefterr. om Ruderne, 1, 178 og forøvrigt paa mange Steder i samme Skrift. Der gik ellers ogsaa Rygter om, at Vincents Lunge tænkte paa at faa Kjøbenhavns Slot, men disse fortjene uden Tvivl ikke Tiltro.
