og som saadanne deltage i Herredagens Beslutninger; desuden vare Ove Lunge, Johan Oxe m. fl. tilstede uden saadan Fuldmagt.
Hr. Vincents Lunge og Fru Inger begave sig begge til Oslo, hvor ogsaa Hr. Nils Lykke og, som det synes, tillige Fru Ingers Døtre vare samlede, men Erkebispen fulgte her, som stedse siden, den for ham characteristiske Politik – at blive borte. Ogsaa Bisperne fra Bergen og Stavanger, ja endog fra det nærliggende Hamar udebleve, noget der vel ikke har været tilfældigt, men snarere en Følge af fælles Aftale. Sandsynligvis har Erkebispen havt sine Bud hos dem. Olaf vilde naturligvis allerede i og for sig nødig gaa ind paa, at Lutheraneren Hertug Christian antoges til norsk Thronfølger, endog uden i Forveien at være udvalgt i Danmark, altsaa medens der endnu var Mulighed for at kunne opnaa en katholsk Succession, og dertil kom, som vi siden skulle høre, at han nu var kommen i Brevvexling med den landflygtige Christiern. Men da nu ikke alene de fire af Landets fem Bisper bleve borte, men Erkebispen tillige skriftlig gjorde gjeldende, at Norge ikke var noget Arverige mere og ikke ensidig skulde vælge Konge, men stedse i Forening med Danmark, blev der Intet af Hertugerne Hylding, og det saameget mere, som de tilstedeværende danske Stormænd formodentlig i sit Hjerte helst saa den ugjort, da den jo vilde have bundet det danske Rigsraad. Derimod ordnedes en Del Retstrætter ved Herredagen. Deriblandt vedkommer os her den Dom, hvorved Fru Inger og Vincents Lunge fradømtes den betydelige Arv efter den gamle Fru Inger Erlandsdatter, som de, efter hvad vi have hørt, ulovmæssig havde bemægtiget sig, til de rette Arvingers, Otte Rosenkrands‘s Børns Fortrængsel. Det var en Triumf for Henrik Krummedike, som førte Sagen paa disses Vegne, her
