brigtssen, men drog, da Lage befandtes just at være død, formodentlig efter sin Herres ordre til Hr. Henrik Krummedike for at søge dennes Mellemkomst hos Kongen. Det var et heldigt Valg af Talsmand, thi Hr. Henrik har sikkerlig med Fornøielse grebet Leiligheden til at skade Vincents Lunge. Han gik til Kongen, og uagtet Vincents’s Bud allerede vare komne i Forveien med bitre Klager over tilføiet Uret, erklærede Frederik, at han for det Første ikke kunde indlade sig paa den Sag, hvis nærmere Sammenhæng han ikke kjendte.[1]
Kongen tænkte sig dog, at Tvistighederne snart skulde bilægges, thi der forestod just en norsk Herredag i Oslo. Oprindelig var det Meningen, at den længe omtalte, men altid opsatte eller forpurrede Kroning endelig da skulde have gaaet for sig, men da det kom til Stykket, fik Frederik Forfald. Han besluttede da i sit Sted at sende sin ældste Søn Hertug Christian (senere Kong Christian den Tredie), dels for at denne nu sex og tyve Aar gamle Fyrste skulde sidde Retterthing med kongelig Myndighed, dels ogsaa i den Hensigt at faa Sønnen erkjendt som Thronfølger i Norge, helst paa Grund af Arveret. Ved Brev af 17de Juni[2] underrettede Kongen det norske Rigsraad herom, og fjorten Dage derefter begav Kongesønnen sig afsted til Norge. Han ledsagedes af sin smukke, attenaarige Hertuginde, Dorothea af Sachsen-Lauenburg, samt flere danske Rigsraader og Adelsmænd. Fire af disse, Biskopen i Vendsyssel, Styge Krumpen, Hr. Henrik Krummedike, Hr. Otte Krumpen, Biskopens fra 1520 berømte Broder, samt Knud (Pederssøn) Gyldenstjerne
havde udtrykkelig Fuldmagt til at være Hertugens Raadgivere
