En anden Sag bliver det, da Frederik den Førstes og hans Søns Lutheranisme traadte mere og mere aabenlyst frem i Danmark og Udviklingen og Forholdene der alt tydeligere syntes at spaa Fare ogsaa for den romerske Kirke i Norge. Fra den Tid af er det rimeligt, at Erkebispen har begyndt at haabe i Kong Christiern, der samtidig atter droges tilbage til Katholicismen igjen, at skulle kunne finde dennes Redningsmand i Norge. Og vist er det, at Forstaaelsen mellem Olaf Ingebrigtssøn og Christiern allerede i 1529 blev gjenindledet.
Nu havde Vincents Lunge i den sidste Tid temmelig aabenbart vist sig at helde til Lutheranismen. Intet kunde heller være naturligere, end at denne Mand, hvis humanistiske Dannelse har hævet ham over andre Adelsmænds snevrere Synskreds og overtroiske kirkelige Betragtning, snart, om end kun overfladisk, er bleven greben af den nye Bevægelse. Den maatte saameget stærkere tiltale ham, som den lod ham forudse en storartet Inddragning af Kloster- og Kirkegods, altsaa en Anledning, som ingen anden, for Magthavere til at berige sig. Allerede i 1528 havde han ikke alene, som vi have hørt, faaet kongeligt Gavebrev paa Nonneseter, men han skal ogsaa have hælet med Prædikebrødrenes Prior i Bergen, den usle Jens Mortenssøn, da denne stak Ild paa sit Kloster, efter at alle dets Kostbarheder hemmelig vare
bragte i Sikkerhed; Jordegodset kom ialfald indtil videre i
Biskop Olaf Thorkelssøn haves Oplysninger, der dog visselig tiltrænge megen Kritik, af Absalon Pederssøn (N. Samll. 8vo. I. 3 ff.) Absalons Efterretning om Olaf Thorkelssøns historiske Studier vinde en interessant Bekræftelse derved, at der mellem Lyskanders forlængst forsvundne Samlinger ogsaa nævnes en „Extract af den gammel Norske Krønike, som Biskop Olaf skrevet haver“. (L.s Levnet ved H. F. Rørdam, S. 152). Han bliver da den ældste hidtil kjendte Oversætter eller Epitomator af Sagaerne paa Dansk.
