nu heller, om muligt, maatte søge Bistand mod en ny Fiende. Denne nye Fiende var Erkebispen, den samme Mand, hvem han tidligere havde „udvalgt sig til sin bedste Ven i Norge“.
Hvormegen eller hvorliden Tiltro Erkebispen har skjenket Hr. Vincents’s varme venskabsforsikringer og hans idelige Ytringer em sit norske Sindelag, er vanskeligt at afgjøre, men det er sandsynligt, at Olaf Ingebrigtssøn, der selv stedse yndede Krogveie eg tidt spillede falsk Spil, neppe har stolet meget paa slige Talemaader. Sandsynligvis har han dog i Begyndelsen fundet sig ret vel tilfreds med Vincents Lunges Politik, at holde Kongen i Umyndighed og afvise det danske Rigsraads Indblandingsforsøg. Der er heller ikke Grund til at tro, at Erkebispen i de første Aar har heldet til (Hr. Vincents’s bitre Fiendes) Kong Christiern den Andens Parti. Hverken Christierns Styrelse af Norge som Faderens Statholder eller hans senere Regjering, i hvis sidste Tid han endog indkaldte Lutheranere, har efterladt behagelige Minder for en saa erkekatholsk Prælat, som Olaf. Betydningen af den Ed, han i 1523 havde svoret ham, var tilintetgjort ved en ny Ed til Kong Frederik idet følgende Aar, og han havde senere af den nye Konge modtaget store Forleninger. Der er ogsaa et udtrykkeligt. Vidnesbyrd fra 1527, der viser, at
Erkebispen endnu dengang ikke kan have yndet Christiern.[1]
- ↑ I den første Tid af Christierns Udlændighed havde hans Tilhængere ved et Overfald paa Bergen fanget den bergenske Bisp Olaf Thorkelssøn og slap ham først 1527 fri efter et længere og haardt Fangenskab og mod visse Løfter. (Allens Br. o. Aktst, I. 335 og De tre n. R. Hist., V. 104 f.) Denne Begivenhed omtaler Erkebispen to Aar senere i et Brev til sin Commissionær i Rom (Dipl. Norv., VII. 692) Saaledes: „Rex Christiernus suam paternitatem (ɔ: episcopum) captivari et in vinculis conjici jussit: denique adeo impie s. p. tractari fecit, sicut omnibus palam est, ut non solum in sua persona, verum ecclesia et tota sua diocesis damna tulit, det deus, ut ab omnibus regni nostri inimicis et a Lutheranis impiis et perversis liberi esse possemus.“ Om
