havde virkelig Dalkarlene havt sine Sendebud hos Kongen, og ved den samme Rigsdag i Vesteraas i Juni 1527, der indtager en saa mærkelig Plads blandt hin Tids Rigsmøder, havde Kongen lovet Almuen, at Dalejunkeren skulde faa Tilgivelse, om han virkelig var Hr. Stens Søn, men i modsat Fald forbeholdtes al retlig Tiltale mod ham. Endel at Sendebudene havde nu senere opsøgt og fundet Bedrageren i Vermeland og der gjort fælles Sag med ham.
Fra Vermeland begav Dalejunkeren sig igjen til Vesterdalarne og fandt der paany Beskyttelse hos Bønderne, hvem derfor Rigsraadet og Adelen i Vestergøtland fra Skara at sendte et nyt Formaningsbrev af 23 August 1527. Maaske har dette Brev skræmmet Dalejunkeren til for anden Gang at reise over Fjeldet til Norge, hvorhen han kom allerede i de første Dage af September. Han havde da altsaa i de sidste Maaneder bevæget sig ligesom i en Cirkel paa begge Sider af Kjølen, fra Dalarne til Throndhjem, derfra til Østerdalen, saa til Vermeland, derfra til Dalarne og nu atter til Throndhjem. Denne hans anden Norgesreise bragte ham i nære og fortrolige Berøringer med vort Lands fornemste Aristokrati, rigtignok til liden Ære og føie Gavn for dette.
Erkebispen vilde først heller ikke denne Gang have noget med Dalejunkeren at gjøre, og denne begav sig derfor til Østraat. Fru Inger selv var, som hyppig Tilfældet, fraværende paa Besøg hos sin mægtige Svigersøn Hr. Vincentius i Bergen, men Eventyreren blev ikke destomindre godt modtagen af hendes Folk. Høist sandsynlig har han her strax fundet en Ven i den tidligere nævnte forhenværende svenske Foged Peder Grym, thi denne Mand var forbleven i Norge, dengang da de to fornemme Prælater udleveredes til Kong Gustav, og havde taget Tjeneste netop hos Fru Inger Ottesdatter, blandt hvis Folk desforuden var endnu en compromitteret
