DØTRE.
AF L. DAAE.Naar det medrette kan siges om de fleste mandlige Medlemmer af det norske Aristokrati i Kalmarunionens Tid, at selv de mægtigste af dem fremtræde i Historien som dunkle, skyggeagtige Skikkelser, hvem neppe den grundigste Forskning og den største Kunst nogensinde vil kunne give Liv og Fylde, da gjelder den samme Dom selvfølgelig i en høiere Grad de adelige Kvinder. Yderst sjelden faar man om dem mere at vide, end at de haver været gifte med den eller den og have bragt ham dette eller hint Jordegods, eller stundom, at de have givet sig ind i dette eller hint Kloster. I denne som i andre Henseender, er det femtende Aarhundrede var Histories golde og haabløse Mark, en Periode, hvori det Gamle kjendelig er ved at dø ud, medens det Nye endnu ikke har skudt synlige Spirer. Man skal i det hele Aarhundrede knapt finde flere norske personligheder om hvem man kan danne sig en levende og klar Forestilling, end Hr.
Olaf Nilssøn til Talgø og hans kjække Hustru[1].
- ↑ De fuldstændigste Oplysninger om dette mærkelige Par findes nu i mit Skrift „Historiske Skildringer“, udg. af Selskabet for Folkeoplysningens Fremme, Aar 1873, S. 30–43.
