hvor jeg da fremviste min Bestalling for Hr. Justiceraad, Stiftsbefalingsmand Hans Kaas samt mit Reisepas med desforuden Hilsen fra Obersecretair Moth, Arveskifterne angaaende, hvor han da banked paa Væggen: „Hans Ulrik, er Brevet borte til Nils Olsen Wind? (Var Sorenskriver paa Inderøen, han skulde forrettet Skiftet efter min sal. Formand eg et paa Ustad). Han svared: „Nei, det er her endnu.“ Da sagde han: „Ja, saa lad kun blive, thi nu er Manden her selv,“ sigende til mig: „I skal forrette Skiftet paa mine Vegne, ellers er I saa god og spiser hos mig imorgen.“ Jeg takked og gik derfra til Assistenceraad, Laugmand Peter Dreyer, aflagde min Compliment og recommendered mig til det Bedste, efterdi jeg var fremmed, hvorpaa han gjorde Løfter med videre, som paafølge kunde. Med samme viiste jeg ham mit Kongebrev og Reisepas, tog Afsked og gik ud at besee mig udi Staden.
15 Novbr. reiste jeg fra Throndhjem til Rømme igjen. Nu var jeg meest en peine for at bekomme mig et Logement nogensteds for Betaling, saasom jeg ikke vilde ligge den gode Mand Fogden til Incommodation; han var selv saa god og geleided mig ned til Ørkedalsøren at hjelpe mig tilrette, ansøgte hos Proviantskriveren Thor Olsen, som dog holdt et lidet Vertshuus, item hos Niels Michelsen, et Vertshuus, Niels Stensen, samme Sort, og et Par Andre, men Enhver undskyldte sig især, den det, den det. Saa gik Fogden og jeg op til Rømme igjen. Iblandt anden Tale sagde han: „I faar nu have Taalmodighed og blive her, til I forhører Eder hos en brav Bonde, der kan have en Sengestue og skikkelige Folk,“ men jeg kunde ingen Leilighed faa. Da jeg nu mindst tænkte andet, end at Amtmandens Løfte skulde staa fast om Skifterne at forrette, da kom Nils Olsen Wind herind med Præsident Kaasbøl at holde Skifte efter Otte Gram, hvilket var Præsidentens Verk for egennyttige Kravs
