saa sagte imellem hinanden, om den havde ladt, om den havde ladt, og det i Porten, hvortil der blev svaret ja, thi de Spanske havde forsynet sig med Kaarder, ladte pistoler og korte Bøsser, hvilke de havde forvaret i Pagernes Carosser, (thi de nød den Ære, som ingen af de andre Ambassadeurers Pager nød, at de kjørte i Carosse), saa mente de, at det skulde blive færdigt, om Nogen skulde overfalde dem. Det var mørkt i Porten, hvor de lod disse Ord falde og tænkte, de vare alene. Der var en af de franske Lakeier, stod i en Krog dem uvitterlig, han forstod spansk, gav det strax sine andre Kammerater tilkjende, da han fik Leilighed, og den ene de andre saa hemmelig og sagte, indtil det kom baade for Cavallererne og Hovmesteren, ja den franske Ambassadeur Comte d’Avaux selv, som der ogsaa var, hvorefter han forføied sig hjem. De Franske herpaa sanker sammen saameget Gevær, de kunde faa, og forsamled sig alle de tre franske Ambassadeurers ganske Domestiker, saasom de boede tæt hos hinanden, ind udi Marschal d’Estrades Gaard, lukte Porten til og endrægtelig gjorde sig færdig til en Attaque. Der de Spanske nu kjørte hjem, faldt deres Vei forbi Marschal d’Estrades Gaard, hvor de ikke vented nogen Fare fra. Der var over bemeldte Gaards Port et Kammer, saasnart de Spanske kom lige derudfor, blev Vinduerne aabned, og gav de Franske en salve paa de Spanske, dog Ingen fik dengang Skade; de strax ned fra samme Kammer og conjungered sig med det store Parti i Gaarden. De Spanske fik ikke Søvn i deres Øien, førend de bekom deres Gevær ud af Carosserne, og saasnart den første Salve af de Franske, som sagt, var gjort, blev deres Port aabnet, og da gik den rette Træfning an, de Franske vare stærkere, thi de kom alle, ja til Kokkedrengene med Bradspiddene. Den første Salve, de Spanske gjorde, repousserede de Fran-
