lange og fleeraarige Udenlandsreiser og benyttede sig under disse med Skjønsomhed af enhver Leilighed til at lære, navnlig flere nyere Sprog. Saavel udenlands som ogsaa ved Hoffet har han været en omhyggelig Iagttager og optegnet mere end et characteristisk Træk, skjønt han naturligviis ofte røber sin lakeimæssige Opfatning.
Fornemme Herrers Kammertjenere og Lakeier havde i hine Dage en let Adgang til civile Embeder, et Forhold, der endog vedligeholdt sig i en rum Tid efter den juridiske Embedsexamens Indførelse (1736), indtil endelig Struensee ved en Cabinetsordre af 12 Febr. 1771 befalede, „at Domestiker ei maa foreslaaes til noget offentligt Embede.“ Skjønt Skaanlund var oprigtig nok til at fortælle Cancellipræsidenten, at han ikke forstod det Mindste hverken af den danske eller norske Lov, blev han alligevel, endog uden selv at have begjæret det, udnævnt til Sorenskriver. Som saadan har han udentvivl med Hensyn til almindelig Dannelse indtaget en ret anselig Plads mellem sine Embedsbrødre, af hvilke vistnok de Fleste lidet havde lært udenfor Regning, Skrivning og de nødvendigste Lovsteder.
Hans senere Skjebne er lidet bekjendt. Af Chr. Langes haandskrevne Fortegnelser over norske Embedsmænd erfares, at han i 1725 fik Lieutenant Lyder Brandt til Medhjelper i Embedet, og at han rimeligviis maa være død 1731, i hvilket Aar Brandt blev virkelig Sorenskriver.
Ved Udgivelsen har jeg anseet det ufortrødent at gjengive Forfatterens egen slette Retskrivning, ligesom jeg med Hensyn til Anmærkninger har iagttaget Sparsomhed. Et Par Steder af Autobiographien, som allerede ere trykte i en foregaaende Meddelelse („Nogle Holbergske Analekter“) ere her udeladte.
