1. Allerede Werlauff har i sine „Historiske Antegnelser til Ludvig Holbergs atten første Lystspil“, Kbb. 1858. S. 69 fgg., paaviist, hvorledes Navnet Jeppe, længe for denne berømte Komedie saa Lyset, var en almindelig Betegnelse for den danske Bonde, ligesom Luce (Lusse) for Bondekonen, og anført en Række af Steder i ældre Poesier og Rimerier, hvoraf dette fremgaar. Tydligere maaskee, end i noget andet Rim, forekommer dog Jeppe-Navnet som repræsenterende særlig den Sjellandske Bonde i følgende Linier, som findes i i „En liden Giette-Knude, præsenteris til Divertissement Giæsterne et oplese“:
– – – – – – –
– – – – – – –
„Naar Siellends Jeppe træller sterck
Ved Pleylen Kroppen strecker
Hans Luce da til Vadmels-Verck
Af Ulden mig fremtræcker.“
Denne Poesi, aabenbart tilhørende det syttende Aarhundrede, udgjør en Deel af et større, særskilt trykt Bryllupsdigt, der i vort Universitets-Bibliothek dog kun forekommer i et defect Exemplar.
2. Efterat Holberg forlængst hevde ophørt et skrive Komedier, var bleven Eier of betydelige Jordegodser og var bleven baroniseret, indvikledes hen i en Proces med en ar sine Ridefogder. Processen kjende vi af hans 447de Epistel, denne sidste Fortsættelse af hans autobiographiske Meddelelser; det vil imidlertid erindres, et de denne Epistel kort efter Holbergs Død kom for Lyset, udelodes deraf et temmelig stort Stykke, der først blev Almeenheden forelagt i de ved A. E. Boye udgivne Holbergiana. (B. 2., Kbhvn. 1833. S. 46–50). En af Deichmanns Notitser meddeler en ret
