var bleven bortført i. Denne Elisabeth Bolette Bircherod er ellers mærkværdig deraf, at hun var Skyld i, at den store Holberg blev Pebersvend, saalænge han levede, en Omstændighed, der har havt store Følger, thi da Holberg som Student conditionerede hos en vis Justitsraad i Christiansand, forelskede han sig saa heftig i Else Bircherod, at da han ei kunde faa hende, vilde han ingen have. Sagen var, at Else var forlovet, og Holbergs Rival var Ludvig Stoud, Borgermester i Christiansand og Elses første Mand. Hvo ved, om ei Holbergs Rivals Borgermesterskab har været Aarsag i hans bestandige Stikken paa Borgermesterne.[1]
Den biskoppelige Kaabe er af drap d’argent med Sølv-Kniplinger om. – – – – – – – – – – – – – – Kirken har ingen anstændig Brudeskammel. Da de Fornemme ville sidde paa Pulpiturerne og disse ere alle bortfæstede, saa forhindrer dette adskillige af de Fornemmere fra at besøge Kirken, da de intet Sted have at gaa paa, som ansees for (eller af) dem anstændigt nok, thi de lukte Stole nede i Kirken ere for de lavere Stænder og Tjenestefolkene. Naar Gulvet nu blev fuldt af lange Bænke til Tjenestefolk og Almuen, saa kunde fornemme Folk hver faa sin lukte Stol paa Gulvet, hvor
- ↑ Om dette Sagn, der førstegang (efter nærværende Haandskrift) blev offentlig omtalt i N. Nicolaysens Norske Stiftelser, III, S. 868, har jeg i mine „Antegnelser til Ludvig Holbergs Biographi“ (Norsk historisk Tidsskrift, II, S. 284 flg. og i det særskilte Aftryk S. 44 flg.) nærmere omtalt. At Holberg kan have været forelsket i en Datter af Biskop Bircherod, kan, som jeg der har paavist, betragtes som en ligefrem Umulighed, hvorimod der maaske, om der overhoved er Noget i det Hele, snarere kunde tænkes paa hans Næstsødskendebarn Sophie Stoud, hvem han selv uden at nævne hende omtaler som „huad vulgaris formae.“
