slige aarlige Festdage. Presterne bruge aldrig Messehagel eller Særk, ikke engang ved Communionen. Hvad andre Religions-Partier angaar, da byder Priv. af 15de Jan. 1686 følgende, ei ved noget senere Kongebud hævede eller forandrede Bestemmelser: „Alle fremmede Nationer maa sig i Byen nedsætte og for dennem og deres Familier nyde fri Exercitium religionis, naar de først for Magistraten deres Troskabs-Ed haver aflagt og derved forbinder sig til at være Lands Lov og Ret i alle Tilfælde undergivne,“ (confirmeret af Christian VI. i Priv. af 31te Jan. 1738 Art. 7 med Tillæg, „at ikke Jøder derunder forstaaes, som ere forbudne i vort Rigs Norge sig at opholde“. Antallet af de i fremmede Religions-Partiers Skjød opdragne, som her have etableret sig, har imidlertid altid været altfor ubetydeligt, til at de i nogen Samling skulde udøve deres Gudsdyrkelse. De fleste af dem, oplærte i den reformerte og biskoppelige engelske Kirke, have ikke alene søgt Kirken, men endog Nadveren uden høitidelig Overgang til den lutherske. Aar 1788 gik en Katholik efter foregaaende Undervisning her i Christiansand over til vort lutherske Kirkesamfund efter aflagt Troeserkjendelse, og 1797 blev en Anabaptist eller Mennonist af den Sekt, der ikke døber uden Voxne og ei gjerne førend det 25de Aar, en Maler fra Friesland ved Navn Apell, gift med et luthersk Fruentimmer, efter Ønske døbt og efter nærmere Undervisning saaledes optagen i vort Religions-Samfund.
Ogsaa i denne lille By gives der nogle, endog Indfødte, som aldrig besøge Kirken, og Enkelte, som ei gaa til Guds Bord. Kirkesøgningen har været afvexlende. Sommetider har Aftensangen gaaet ind af Mangel paa
