hver især. Ovenpaa Skillerummet er anbragt de fire Evangelister i Legemsstørrelse tilligemed deres sindbilleder. Arbeidet er ganske godt. I Midten staar F.5. En stor staaende forgyldt Figur, der skal forestille en Engel, men som er saare grim, holder Døbefadet. En elendig Moses bærer Prædikestolen. Denne Idee er meget almindelig i vore Kirker, og vilde jeg heller, det skulde betyde, at Prædiken bør grundes paa Loven, end at Evangelium er hævet over Loven. Orgelet er godt og ganske vakkert. Midt paa dets Galleri staar Søren Andersen Brinch og Ambrosia Sophia Brinch, et Ægtepar, der har gjort sig fortjent af Orgelet ligesaavel som i andre Henseender været Kirkens Velgjørere, og paa Siderne ere 10 bibelske Historier afmalede. Kirkegulvet er belagt med Fliser. Taarnet er simpelt. I Blyet, som det er tækket med, staar Anno 1736. I Spiret tjener Stadens Vaaben til Veirhane. Den eneste murede Begravelse, her er, er Bergraad Numsens i Kirkekjelderen. Jeg leder her forgjeves efter interessante Inscriptioner, men Læseren maa tage tiltakke med dem, som de falde. Over Hovedindgangen er ingen; der skulde engang være indsat en af Biskop Kæmp, men Rummet til Marmorpladen staar endnu ledigt i Muren. I den nordre Gavl staar: „Brændt 1734, 6te Mai, repareret 1736“ og over Døren i Sten udhugget „C. 5. P. E. I.“ (samme Konges Symbol). I søndre Gavl staar: „Anno 1688“ og over Døren: „Anno 1709. F. 4. Soli Deo Gloria“. I østre Gavl læser man: 1696. Saa tørt dette er i sig selv, saa kan man dog uddrage en Lærdom deraf, nemlig denne, at Krydsene ikke ere satte til bagefter, men byggede paa samme Tid som den øvrige Del af Kirken.
– – – – –
