Efter at Stadens Indvaanere i de fire første Aar havde søgt Oddernes Kirke, fik de deres egen Kirke i Aaret 1645, bygget af Træ og kaldet Trefoldigheds Kirke. Den havde Klokketaarn med to Klokker. Henved Aaret 1685 begyndte man at bygge nærværende Kirke, der samme Aar bestemtes til Stifts-Kathedral-Kirke, hvorfor ved aabent Brev af 12te Sept. 1685 bestemtes, at alen skulde nyde det Cathedraticum, som Stavangers Kirke havde nydt. Man byggede paa Kirken indtil Aarene 1696 og 1697, og da der til dens Fuldendelse manglede Penge, forundte Kongen samme ved Rescript af 20de Febr. 1697 hvad Bøder der ved Over- og Underretterne i Stiftet maatte falde til Kongen. 1696 var den af Biskop Munch bleven indviet og kaldet vor Frelsers Kirke. Da den i Aaret 1734 afbrændte,[1] tillod Kongen en Collect over begge Rigerne samt skjænkede en Capital til dens og de andre offentlige Bygningers Istandsættelse, og kom den derfor fornemmelig ved det kongelige Huses Gavmildhed igjen i Stand 1740. Den 25de Mai 1738 havde Biskop Kærup indviet den til Gudstjenesten.
Vor Frelsers Kirke, Stadens eneste, er en Korsbygning af tyk Stenmur. Den ligger paa Torvet. Smuk kan den ingenlunde kaldes, thi den har hverken de ny- ere Tiders Smagfuldhed og Elegance eller de ældre Tiders Majestæt og Høitidelighed. Naturligt, da den er bygget i en Slags Mellemalder. Dog er den noget tæk-
- ↑ Nogle sige, at der efter Ildebranden blev bygget en Interimskirke. (Senere tilf. af Forf.). Udgiveren har ogsaa i sin Tid hørt dette fortælle, med Tilføielse af, at Navnet paa dette midlertidige Gudshus i Almuens Mund var formindsket til „Enrums-Kirke“.
