og han bevarede disse Anskuelser til det sidste.[1] Som Skolemand udarbeidede han en Fremstilling af Religionslæren, som han dicterede sine Disciple. Han havde i 1811, efter hvad han selv oplyser, et Tilbud om at blive Professor i Theologi ved det norske Universitet,[2] men hans Forhaabninger i denne Henseende bleve ikke opfyldte, da det kom til Stykket, og muligens har den Ørstedske Kritik skadet ham hos Regjeringen.
Foruden hvad vi her have anført, forfattede imidlertid Wergeland under sit flittige Ungdomsliv i Christianssand ogsaa andre Arbeider, der ikke bleve trykte. Han skal have skrevet Satirer over visse locale Forhold,[3] men hans Interesse for disse har dog fornemmelig efterladt sig et Vidnesbyrd i det betydelige topographiske Arbeide, som han ved Siden af sine Embedsforretninger og andre Sysler fandt Tid til om ikke at fuldende, saa dog at bringe Fuldendelsen nær. Med overordentlig Flid og med skjønsom Benyttelse af Andres Forarbeider og overhovedet af de trykte og utrykte Hjelpemidler, der vare ham tilgjængelige i en Stad uden noget ordentligt Bibliothek, foretog han sig nemlig at udarbeide en historisk Beskrivelse af Christianssands By, hvormed han efter indre Mærker at dømme især maa have beskjæftiget sig i Aarene 1810–1813. Rimeligvis har hans ivrige Deltagelse i det offentlige Liv i 1814, hans derpaa følgende politiske Forfatterskab og endelig hans Forflyttelse fra Stedet, maaske ogsaa Vanskeligheden af at finde en Forlægger, bevirket, at dette Arbeide aldrig blev udgivet. Paa Eidsvold
- ↑ Endnu i Forordene til sine „Tanker og Bekjendelser“, der udkom i hans Dødsaar, beklager han, at han ingen Forlægger havde kunnet finde til en Samling af Prædikener, og antyder Muligheden af, at Grunden kunde være „mine bekjendte rationalistiske Anskuelser, min Agtelse for Fornuften og min bekjendte Anvendelse af denne Guddomsgave i Religionssager.“ Som Provst visiterede han i sin Tid i Grue hos den bekjendte Iver Hesselberg, der tilhørte en helt modsat Aandsretning. Hesselbergs Prædiken tiltalte ham ikke, og midt under denne reiste han sig fra sit Sæde og vendte sig mod Prædikanten med de Ord: „Ne quid nimis!“ Senere paafulgte en heftig latinsk Ordvexel i Sacristiet.
- ↑ M. Birkelands Bidrag o. s. v. l. c.
- ↑ Et saadant Poem, der begyndte: „I Madam Schjøtts bekjendte Hal“, og som skal have været særdeles morsomt, har jeg i yngre Aar hørt citere, men aldrig kunnet overkomme.
