stehet die ganze Stadt. – – Kann ihnen gleich viel sein, ob wir annoch drei Staafen haben in Bergen oder nicht. Wir haben noch mehr in Norwegen als die Schonenfahrer in Schonen, und haben wir schon vor diesen darauf geantwortet, dasz unser Contoir kein Schattenwerk sei.“
(6 Mai 1715) – – „dasz von den 4 Contoiren unser Bergisches Contoir das einzige noch übrig ist, was nicht allein den bloszen Namen führet, sondern auch in der That ein Contoir zu nennen, so Priester und Leviten und andere Bediente in Bergen erhalten kann.“
Endnu Frederik V. bekræftede 1747 Contoirets Privilegier, men det blev den sidste Gang. Af Stuerne gik nemlig, som i forrige Stykke berørt, flere og flere over fra Hanseaternes i Borgernes Besiddelse. Tilsidst havde i 1763 Hamburgerne ingen Stuer tilbage og Bremen og Lübeck hver kun en eneste. I Løbet af Aaret solgtes ogsaa den sidste Bremerstue. Lübeokerne havde allerede 1760 tænkt paa at sælge sin, og i 1764 fandt Salget endelig Sted.
I Begyndelsen af hint Aar indsendtes (formodentlig fra Bergefarernes Collegium) en Memorial til Raadet i Lübeck, af hvilken vi skulle referere Hovedindholdet. Contoiret, hed det, havde i Aarhundreder været privilegeret af de „danske“ Konger og det med saa meget større Grund, „als dadurch des Königs Interesse sowohl als der dasigen königl. Unterthanen Nahrung und Wohl befördert wurde.“ Man havde havt 72 Handelsboder (Stafen). Interessenterne havde oprettet et Collegium eller Raad i Bergen, bestaaende af to Oldermænd, som skulde tages af Societeterne i de tre Stæder og aarlig afløstes af nye, dertil af en Secretær og af fire Ach-
