findes endnu en Bugt eller vig af Havet, som bærer Navnet Prinsessevigen“. Foruden Præsten Smith havde den bekjendte vandrende Oldforsker Arendt samt Presten Grøgaard i Forbindelse med Rasmus Nyerup forsøgt at læse Indskriften; ogsaa disses Kopier blev indsendte til Kommissionen, som overdrog til Werlauff at fortolke Indskriften[1]. De tre Afskrifter afveg kun ubetydeligt fra hinanden, idet Arendt og Grøgaard læste: Hic. Vsmac . Nata . Recubet. de . Prole . Beata . Regis . Norvegie. Principis. Et. Dacie., medens paa Smiths Tegning af det sidste Ord kun den første Bogstav var tydelig. Arendt havde tilføiet, at en Tradition paastod, at „den fremmede Prinsesse paa Reisen til Norge havde født en Datter til Verden, for hvis Tilværelse Gesandten, som havde hentet hende, Audun Hestakorn, fik Skyld“; men denne „Tradition“ har aabenbart Arendt selv fabrikeret, thi, efter hvad Faye beretter, kjendte man i Fjære ikke noget saadant Sagn[2]. Det er ogsaa let at se, hvorledes Arendt er kommen til sin „Tradition“: han kjendte et i 17de Aarhundrede optegnet sagn om, at Audun Hestakorn blev henrettet paa Nordnæs, fordi han havde voldtaget Kongen af Norges Gemalinde, som han skulde føre fra England[3]; og han saa af Suhms Danmarks-Historie[4], at Audun som norsk Sendebud i Frankrig havde i 1295 underhandlet om et Ægteskab mellem Hertug Haakon og en fransk Grevinde Isabella af Joigny. Disse to Efterretninger kombinerede han med Stenen og fik da ud, at Vsmac var en Forvanskning af Isabella, som Stenhuggeren ikke skulde
