man falder da paa Knæ om den, læser sagte Fadervor, og derpaa gjør Enhver et Kors med Fingrene.[1]
Da Ingen tør begraves paa Kirkens nordre Side, har og den vise Bygmester hensat dens nordre Hjørner paa en underjordisk Klippe 9 Alen nær Kirkegaards-Muren, der forbyder al Begravelse. Ligesom ikke heller maa begraves (jares) paa den østre Side uden nogle Fattige, hvis Ben ikke maa meleres med de brave Folks. – – Her findes ingen Ligstene, kun Kors og Rammer (Grimer) over de Døde, lidet muret med Sten, hvorpaa man læser den Afdødes vita, men da dette er af Træ, undergaa de samme Skjebne som den Afdøde, hvis Erindring de skal vedligeholde. Man sætter og Sten-Heller ved den vestre Ende paa Graven, er en Levning af de 7 Gamles Bauta-Sten, til et Tegn, at de rigtig ene blevne begravede med Hovedet i Vest og Fødderne i Øst, hvilket paa det nøieste maa iagttages, ellers kan de ikke opstaa paa hin Dag. Ved Siden af Vaabenhuset, som her kaldes Skruve, er en Afdeling med Dør for til at henlægge de Dødes Been, som kunde være forglemt at nedlægges i de opkastede Grave.
- ↑ Med denne Skildring af Begravelsesceremonierne i Thelemarken kan sammenlignes en Skildring af lignende Skikke i Sætersdalen, meddelt af den daværende Sognepræst i Valle P. L. Lund i Biskop P. Hansens Archiv for Skolevæsenets og Oplysning Udbredelse i Christiansands Stift, II, S. 358 flg., hvor i det Hele flere Træk af Almuens Overtro minde om de af Wille bevarede. Ogsaa i 1ste Bind af Hansens Archiv (S. 299 flg.) findes endel saadanne Meddelelser.
