husdøren, at Kreaturerne skulde gaa derover. Naar man om Aftenen skulde spise, maatte man de sidde ganske stille, thi hvis men gik og aad, fik man Stuve-Loup (man traadte Stager i Fødderne) i anstundende Sommer.
Paaskedags Morgen maatte Ingen antænde Ild paa Skorstenen, thi i den Gaard, hvor det først røg, der blev ufredsommeligt for Rovdyr. Naar man da endelig blev nødt til at tænde Ilden, skulde 9 Slags Ved lægges paa Skorstenen tilligemed en Ske, en Tvære, en Lime, Krudt og Svovl. Strax Ilden begyndte at ryge, sprang man hurtig ud tor at se, hvor Røgen for hen. Gik den til Kirkeveien, da var en af Husets Folk fei. Ellers dansede og boltede Solen sig som et Hjul, idet den opstod, af Glæde over Christi Opstandelse.
Pintsedagen kaldes her Qvids-Aands Hægi og betyder Qvædie eller. Trøstens Aands Fest.[1]
Siden 1654, da Ministerialbøgerne begynde, har her været adskillige Navne i Brug, hvormed man har ladet sine Børn benævne, og de fleste af disse skrive sig fra Hedenskabets Tid, da det var den største Ære, jo fælere Navn man blev kaldt med, som kan sees af disse Bjørner, Ormer, Ulver og andre fæle Dyr, hvis Navne de have beæret sine Børn med formodentlig i den Tanke, at de skulle ligne dem i Navnet som i Gavnet. Fra Pavedømmet har man og adskillige, hvoriblandt Ole den hellige er i stor Agt og kan sees deraf, at af 575 confirmerede Mandspersoner er her 92 som heder 0le, da derimod Marie-Navnet og andre Helgeners er meget rart.
- ↑ Misforstaaelse af det oldn. hvitasunna.
