igjenkastede; de igjenlevende bleve ved en saakaldet Mandegar uddrevne og ihjelslagne af de omkringboende Bønder, fordi de vare overdaadige, trodsige og voldsomme mod Almuen.[1] I Kong Frederik II.s Tid, omtrent 1570, var der en vis Præst i Gjerpen, som laa i Luxefjeld og samlede Sølv, medens Kaldet blev forsynet ved en Capellan, hvilket siden gav Anledning til, at Gjerpens Præstebol blev seculariseret. Omtrent 1630 kom en Bonde i Hvalebø ved en Hændelse til et Sted i Luxefjeld, i hvis Fjeldvæg han saa Sølvtappe hænge som Isjokler. Et Par af disse hug han af, leverede Jordeieren dem og gav ham samme tilkjende, hvilket denne igjen rapporterede Eiler Urne, daværende Lensherre, men da Bergmænd kom did, fandt man ikke Stedet igjen. En 30 Aar derefter var der en Bonde i Vestfjeldet, navnlig Jens Fjelde, som ligeledes vidste noget derom, men hans altfor tidlige Dødsfald hindrede Opdagelsen.“
Gjerpen Kirke ligger paa en Høi, er grundmuret og smukt malet indvendig, har et muret Begravelsessted for den Arnoldske Familie og den Løvenskioldske. Paa Klokkerne i Taarnet er Runeskrift. – – Jeg tog derpaa Veien til Borrestad, lidt over 2 Fjerd. i S. fra Skien d. 18de Juni. Denne Gaard beboes nu af den brave og arbeidsomme Hr. Cancelliraad Løvenskiold, som har
- ↑ Hele Fortællingen om Garper i Gjerpen beror visselig paa en falsk Etymologi af Bygdens Navn, og Sagnet om deres Fordrivelse er vistnok en Localisering af den Begivenhed, der virkelig fandt Sted i Øvre Thelemarken i Christian III.s Tid. Navnet Garper, hvis Etymologi neppe hidtil rigtig er paavist, da det vistnok ikke kommer af det oldn. garpr, og man heller ikke af Absalon Pederssøns Udtryk om „Garpen i de norske Skindstakke“ (Norske Magasin I.) er fuldt berettiget til at forklare det ved et Insect, forekommer ogsaa om tydske Bergfolk i Sverige. Se f. Ex. A. Hülphers Dagbok öfwer en Resa i Dalarne, Wästerås 1762, S. 41.
