at befordre krigsbudstikken medførte efter III. 3 altid fredløshed, og fattiges flytning ud i vild mark eller bortvisning af nødlidende, sa at de desformedelst omkom, betraktedes som drab. – Næktelse af at bære vidnesbyrd medførte efter G. L. 188 og 266, og F. L. X. 7 ligeledes 3 ørers bod. Men var det om viglysning og ellers, hvor man i mandhelgssager formelig var skudt til vidne (jfr. G. L. 188), steg boden efter F. L. IV. 7[1] og 15 til 3 mark og tab af personlig ret. Efter M. L. VIII. 12, jfr. Rb. 3 Novbr. 1318 og Chr. IV. L. I. 4, medførte næktelse af at aflægge vidnesbyrd i almindelighed 1 marks bod, men i mandhelgssager efter IV. 11 fremdeles 3 marks bod og tab af retten.
3, Videre kan mærkes: Forsømmelse af at yde skydsbefordring til kongens eller biskoppens omrejser (reiðskjótafall), hvorfor boden efter G. L. 9, 33; F. L. II. 44, jfr. Indl. 19, var 3 ører, og efter M. L. III. 15 en øre; efter J. K. R. 6 halvanden øre. – Forsømmelser med hensyn til vedligeholdelsen af alfare veje, broer eller færgesteder på disse (vegafall-, fartalmi) var i M. L. VII. 45–47 belakt med bøder fra en ørtugs indtil marks størrelse i forhold til manglens beskaffenhed. – Vægring ved at hjælpe til ved skibsdræt og at bistå ved bjærgning af skibbrudent gods belægges i M. L. VII. 23, B. L. VI. 17, det første med en halv øres, og det sidste med 6 ørers
- ↑ Ef maðr vill eigi bera viglýsingar-vitni eða sverja nattstað, þá fari til bauggildismaðr einhverr veganda (M. L. hins vegna) ok geri hánum stefnu til at bera annattveggja af eða á á fimtar-þingi. En ef þeir vilia hvarki bera af né á, þá eru þeir sekir þrem mörkum hverr þeirra; hafi hálft sá er sœkir, en hálft konungr; ok njóti enskis vitnis, ok beri ekki vitni ok fari réttlaus. Ok svá um öll önnur vitni þau, er skírskotat er undir í mannhelgi.
