Side:Historisk Tidsskrift (Norway), anden Række, fjerde Bind (1884).djvu/76

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest


Anstifteren af mordbrand eller anden skadetilføjelse på gods måtte bøde den halve skade; men, som det synes, intet til kongen, G. L. 98; F. L. IV. 37. Det samme gjaldt efter F. L. IV . 36 om skadetilføjelse af umyndige. – Befrielseseden var for anstifteren-lyrittered, hvor gjerningsmanden skulde fri sig med settered, og ed uden edshjælpere, hvor gjerningsmanden skulde aflægge lyrittered.

Ben nyere lov har kjendelig villet bibeholde den tidligere ordning, alene med forandring af bødesatserne og tilføjelse af flere særskilte bestemmelser, navnlig i landboretten, hvilke sandsynligvis tildels hidrører fra tapte kilder. Men den uregelmæssighed, der, som oven bemærket, i tidens løb havde gjort sig gjældende i de ældre loves regler, matte naturligvis end mere komme tilsyne og forstyrre sammenhængen i den nye lov. Hertil kommer, at den nye lovs regel om de private bøders ansættelse, på samme måde som erstatningen, ved skjøn, nødvendigvis måtte bidrage til at udviske den praktiske forskjel mellem de forskjellige arter af forbrydelsen, hvoraf følgen igjen er bleven, at de forskjellige håndskrifter af loven netop i dette stykke varierer så meget, at den rette autentiske text på mange steder ikke med sikkerhed lader sig påvise. Navnlig er det umulikt at sige, hvorvidt det oprindelig har været lovens mening, at avindsboden, i lighed med den personlige ret, skulde være gjenstand for bestemmelse ved domsmændenes skjøn, eller om loven, i lighed med den ældre Gulatingslov, har villet have den fastsat til et uforanderlikt beløb af 6 ører for alle tilfælde.

Den gamle forskjel, efter som gjerningsmanden vedgik eller dulkte sin gjerning, er ikke bibeholdt i den nye lov uden alene i tilfælde af fjárfœling. Derimod skjelner